TOBIE WIBERG

2BEE WOMAN

Når jeg bliver gammel..... 

Februar 2019

Som klippekortsdame på et plejehjem, oplever jeg de ældre på tæt hold....

Jeg har nu arbejdet her 4 mdr. og de er kommet under huden på mig! De rør mig. Bevæger mig. Inspirerer mig. Og får mig til at reflektere.... 

Over mit eget liv og det liv jeg ønsker at leve. Nu! Men også som ældre.

Jeg møder de gamle med åbent sind, nysgerrig og taknemmelig over den tillid de viser mig. De deler deres historier, oplevelser, glæder, sorger, hemmeligheder og inderste tanker med mig. 

Jeg oplever dem enkeltvis og i grupper og jeg oplever, at den gruppedynamik som bl.a. finder sted i skolegården eller på arbejdspladsen også er at finde her. Bare fordi du er blevet ældre, så ændrer du dig ikke synderligt. Din personlighed er stadig intakt. Dit reaktionsmønster, dit livssyn, dit menneskesyn, din måde at være i verden som enten offer eller aktør. Dine overlevelses- og mestringsstrategierstrategier, samt dine måder at være i relationer på.... 

Jeg forundres og glædes over at alderdommen ikke vil bremse min skøre måde at være på. Og at jeg nok stadig vil være nysgerrig, åben og hitte-på-som. 

Men jeg bliver også ked. Når jeg sidder med 94 årige Erna, der siger: "Jeg er ikke god til at få venner. Jeg er sådan en man ikke vil være sammen med....sådan var det også i skolen. Jeg sad og så ind, på de andre....Sådan føler jeg det også i dag, når jeg sidder i dagligstuen med de andre. De gider mig ikke!".... 

AV!! Så får jeg så ondt i maven. Og Erna er ikke den eneste jeg har hørt, tale sådan om sig selv. Jeg oplever ældre der i deres høje alder. Stadig lider af dårligt selvværd! At de mangler troen på, at de er gode nok. 

De isolerer sig og prøver ikke lykken med nye venskaber. Og når de gør, kan de hurtigt føle sig forkerte og anderledes, hvis Oda hellere ville være sammen med Ingeborg. Og istedet for at tænke, det handler ikke om mig, så vender de det indad. "Det er mig, som er forkert! Jeg sagde, gjorde eller opførte mig forkert. De kan ikke lide mig!..... Se selv!" 

Åh jeg husker det alt for godt. Det der med at føle sig anderledes og udenfor. Men jeg har arbejdet og arbejder med det. Som barn af døve forældre, er det normalt at føle sig sådan...Ydermere følte jeg mig ofte social akavet og var det vel også. Jeg følte mig ALDRIG god nok. Aldrig værdifuld nok.....

SÅ når Erna siger sådan i en alder af 94, så bliver jeg topmotiveret til at se på mig selv, med andre øjne. 

Har jeg i grunden sluppet min sociale akavedehed. Min følelses af lavt selvværd og selvfølelse. 

Har jeg sluppet min historie... Mine hæmmende overbevisninger, strategier, mønstre og vaner. Bevidste som ubevidste. 

Kommer jeg til at brokke mig over livet, mennesker, situationer og oplevelser som ødelagde mit liv. Eller glæder jeg mig over det liv som jeg har levet og skabt.

Kommer jeg til at være hende den friske, positive, fjollede og igangsættende. Eller bliver jeg hende den ensomme, bitre og hårde kvinde, som endnu ikke vil overgive sig til det liv, som er nu?

Hvilket liv, ønsker jeg at se tilbage på? 

Der er 51 år til jeg fylder 94....så hvis jeg starter nu, med at arbejde mig hen imod den kvinde, jeg ønsker at være. Det liv jeg ønsker at have. Så skal jeg nok nå det. Men det kræver en indsats og det kræver, at jeg er nød til at se mig selv dybt i øjnene, være modig, ærlig, kærlig og tilgivende. 

Og så skal der ryddes op!! I mønstre, vaner, historie, overbevisninger, tanker, følelser og strategier som hæmmer....

Jeg har allerede levet 43 år, og jeg kan skue bagud og se hvilke reaktioner, mønstre, strategier og vaner jeg har i forhold til tab, relationer, konflikter, arbejde, motion, mad, børn osv. Det er en god indikator på hvordan jeg vil agere, når jeg, hvis jeg, bliver gammel. Og stadig har mine fulde fem.....

Så hvis du alligevel tænker i aldersoosparing og pensionsopsparing, kan du med fordel også tænke i alderspersonlighed. 

For hvad nytter det, at du har en god opsparing på plejehjemmet, hvis du stadig føler dig ensom, ikke god nok og ikke værd at elske. 

At du stadig i en alder af 94 år, skal føle dig som dengang i skolegården. At du stadig ikke kan sætte grænser og lader dig træde på.....

Når jeg bliver gammel, vil jeg sætte fut i plejehjemmet, have rævehale og båthorn på min leapardmønstret rolator og skabe glæde og højt humør. Jeg vil løfte personalet og beboerne med ros og klap bagi. Og jeg vil ønske, at jeg er befriet for tanker om, hvad andre tænker om mig og at jeg istedet bekymrer mig om den rest af liv, der er tilbage, og nyde den fuldt ud. ❤️❤️❤️

 

Kærlig hilsen

Tobie Wiberg